Hvad er Daggry - Grys Private Pasningsordning?
Daggry er for dig, som gerne vil gå på arbejde og aflevere dit barn i et trygt, hjemligt miljø, hvor der er én omsorgsfuld og nærværende voksen, som dit barn kan knytte sig til og føle sig tryg ved. Det bliver en hverdag med masser af varme krammere, smil, grin, fred og ro - og sjov og ballade. I Daggry synger og danser vi, vi leger, vi læser bøger, vi spiller spil, vi griner, vi laver mad sammen, vi bager sammen, vi spiser sammen, vi går ud i naturen, vi leger i sandet, vi plasker med vand, vi går ture, vi tager i Zoologisk have og på Den Blå Planet, vi tager i skoven, vi tager på besøgsbondegårde, vi laver kreative projekter, og så taler vi rigtig meget sammen.
Daggry - Grys Private Pasningsordning ligger i landligt idyl mellem Viby Sjælland og Ejby.
Der er tid til, at børnene kan opleve og sanse hverdagens små begivenheder: at vaske hænder og se sæben skumme op og blive vasket væk af vandet, at lave mad og se, røre og smage på de forskellige teksturer, at grave i jorden og se insekterne krible rundt, at kigge på de flotte skyformationer på himlen og tale om, hvordan planterne vokser op ad jorden fra et lille frø til en spire til en blomst eller et træ.
I Daggry skal vi ikke nå noget
Hvad er en
"privat pasningsordning"?
Daggry er et alternativ til den kommunale dagpleje. I Daggry er der typisk 4 børn i alderen 0-3 år, så der altid er tid og ro til det enkelte barn. Daggry er det, man førhen har kaldt en "privat dagpleje", men da man som privat ikke længere må kalde sig dagpleje, dagplejer eller dagplejemor, hedder det nu en "privat pasningsordning" og "børnepasser". Det lyder meget sterilt og ikke særlig hyggeligt.
Men i Daggry er hyggen altså alligevel helt i top!
Man kan jo kalde mig en "Daggry-mor".
Hvorfor har jeg så valgt at åbne en privat pasningsordning i stedet for at blive kommunal dagplejemor? Det er egentlig ret simpelt: Jeg vil gerne selv bestemme rammerne omkring mit arbejde. Jeg vil være min egen leder.
Børn er forskellige, og nogle trives fint i en vuggestue med mange børn, skiftende voksne og lidt mere "gang i den". Omvendt har mange børn godt af at være i et hjemligt miljø med én dagplejemor (ups, privat børnepasser), som de kender godt og er 100 % tryg ved. Min søn gik i vuggestue, og jeg ved nu, at han havde haft SÅ godt af at gå i en dagpleje eller pasningsordning med én sekundær omsorgsperson og en lille børnegruppe med tid, ro og nærvær til det enkelte barn.
En højt kvalificeret, veluddannet og godkendt børnepasser
Som privat børnepasser er jeg godkendt af kommunen både i forhold til mine kompetencer til at arbejde med børn, min person generelt, og vores fysiske rammer samt sikkerheden i vores hjem. Køge kommune laver løbende tilsyn, og deres rapporter offentliggør jeg her på hjemmesiden.
Kontakt Daggry - Grys Private Pasningsordning
tlf. 40 46 26 12
grybarker@gmail.com
"Daggry - Grys Private Pasningsordning" på Facebook
daggry.barker på Instagram
Hestehavevej 10, Valore, 4130 Viby Sjælland
Indehaver af Daggry: Gry Michelsen Barker Schrøder
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes