Daggry - Grys Private Pasningsordning

Hvem er Gry?


Jeg er indehaver af Daggry - Grys Private Pasningsordning. Jeg er en rolig, tålmodig og omsorgsfuld mor til to. Jeg er uddannet Cand. Mag. i Dansk og Statskundskab med speciale i didaktik fra Københavns Universitet. 


Jeg elsker at lave mad og bage. Jeg elsker natur og dyr. Jeg elsker at synge, danse og høre musik. Jeg elsker at male, tegne og være kreativ. Jeg elsker bøger. Og så elsker jeg gode krammere og børnelatter.  


Børn er en utrolig stor del af mit liv. Børns udvikling og indlæring, social arv og dannelse har altid været en faglig interesse for mig. Hvad skaber os som mennesker? Hvad betyder vores opvækst og særligt de tidlige år for resten af vores liv? Hvordan bliver man et lykkeligt og robust menneske? 


Jeg elsker hverdagen med mine egne børn og Daggry-børn, hvor jeg kan lære de små fantastiske mennesker at kende, følge og støtte deres udvikling og hjælpe dem til at lære sig selv at kende som et lille socialt menneske. Børnenes udvikling som mennesker og det lille sociale fællesskab i Daggry er centrum i mit arbejde

- og i mit liv. 


grys private pasningsordning dagplejemor

Mine kerneværdier som menneske, mor og Daggry-mor: 


  • Rummelighed
  • Plads til forskellighed
  • Åbenhed
  • Ærlighed

Og det må altså være min mening med livet:

at skabe glæde, tryghed og varme for de mindste i vores verden. 

Hvordan er mit børnesyn?

Jeg har en anerkendende og positiv tilgang til børn. Jeg tror på, at børn gør deres bedste og gerne vil gøre det godt. Jeg fokuserer på barnets ressourcer og styrker, fordi det, man giver opmærksomhed, vokser. Som voksne skal vi derfor være opmærksomme på, hvad vi giver gødning og vander, så de fine små spirere kan vokse sig til smukke og robuste træer. Jeg er nysgerrig på, hvad der ligger bag børns adfærd, og hvis jeg ser en uhensigtsmæssig adfærd, overvejer jeg, hvordan jeg som voksen kan hjælpe barnet, eksempelvis ved at ændre konteksten. Jeg tror på, at tydelige og forudsigelige voksne giver trygge børn. Børn har brug for at vide, at de voksne har styr på det, og at vi gør, som vi siger. Jeg tror også på, at struktur er omsorg. Det, at vi gør tingene på samme måde, har en rytme i dagen og små ritualer i løbet af dagen, giver ro for børnene, fordi de ved, hvad der skal ske. 


Jeg tror IKKE på, at små børn kan manipulere, snyde eller provokere bevidst. De kan være grænsesøgende, men det er ikke noget, de gør mod os. Jeg tror heller ikke, at børn kan få for meget kærlighed eller omsorg. 





gry privat pasningsordning dagplejemor

Jeg mener samtidig, at der inden for rammerne skal være plads til, at man kan være impulsiv, og vigtigst af alt, at man skal sætte barnets behov først. Der skal være plads til at rumme og møde børnene, der hvor de er. Jeg tilpasser derfor dagens aktiviteter ud fra, hvordan børnenes overskud er, og hvad de er optagede af. Jeg griber børnene, der hvor de er.

Jeg tror på, at trygge børn, bliver robuste og glade voksne.

Hvad er min faglige baggrund?

Jeg er uddannet Cand. Mag. i Dansk og Statskundskab med speciale i didaktik (læren om undervisning) fra Københavns Universitet, og jeg har under min uddannelse fokuseret på børns udvikling og indlæring, menneskets dannelse og social arv. Jeg har altid næret en interesse for, hvordan og hvorfor de tidligere år af et menneskes liv er så afgørende for resten af livet. Jeg har selv-efteruddannet mig inden for blandt andet tilknytningsteori og  neuroaffektiv udviklingspsykologi, som er en pædagogisk tilgang baseret på udviklingspsykologi, hjerneforskning og tilknytningsteori. Teorien er skabt af Susan Hart, og den giver blandt andet indsigt i, hvordan mennesket i deres tidlige leveår udvikler sig følelsesmæssigt, og hvordan man kan arbejde med børns følelsesmæssige udvikling. Jeg stiftede kendskab med teorien, da jeg arbejdede som specialpædagog med de yngste i folkeskolen, før jeg startede Daggry.



Ud fra alt det, jeg ved om børn, vil jeg pege på én ting, som er afgørende for børns udvikling til trygge og glade mennesker: Tilknytning til forældre og andre vigtige voksne.


Det, at børn har en god og tryg tilknytning til forældre og andre omsorgspersoner, er afgørende for, at de kan udvikle sig til hele, lykkelige og robuste mennesker.

De første år af et menneskes liv, er de mest afgørende for, hvordan man trives i verden og møder andre mennesker resten af livet. Derfor skal vores børn også prioriteres allerhøjest. 

Hvorfor startede jeg Daggry?

Daggry er det tilbud, som jeg ville ønske, at jeg havde haft, da min søn var lille. Det er det tætteste, man kommer på at være hjemme uden at være hjemme. 


Jeg har arbejdet i Folkeskolen som ressource- og inklusionspædagog fra 2020-2023. Jeg elskede mit arbejde. Det var meningsfuldt, og jeg gjorde en forskel for nogle børn, som havde det rigtig svært. Men nøj, hvor skulle vi løbe hurtigt, og jeg følte aldrig helt, at jeg slog til. Jeg har ikke et ondt ord at sige om mit tidligere arbejde. Det var en skøn skole med dejlige kollegaer, en omsorgsfuld ledelse og en masse fantastiske børn. Men jeg ville gerne have et andet tempo i mit liv. Et tempo, hvor der er ro, nærvær og tid til fordybelse. Derfor traf jeg sammen med min fantastiske og støttende mand beslutningen om at sige mit trygge folkeskolejob op og starte Daggry - og det har jeg ikke fortrudt en eneste gang siden! 

Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg har

VERDENS BEDSTE ARBEJDE.

Daggry er en hverdag i børnehøjde og sneglefart.


daggry i sneglefart
daggry privat pasningsordning
daggry privat pasningsordning

Daggry - Grys Private Pasningsordning er officielt startet per 1. marts 2023. Jeg er godkendt til at have 5 børn i alderen 0-6 år. Jeg synes, at den bedste dynamik i børnegruppen sker i en firkløver, og derfor vil børnegruppen i Daggry typisk bestå af 4 børn i alderen 0-3 år. 


I Daggry skal vi ikke løbe hurtigt - vi skal bevæge os i sneglefart. Ud over når vi leger fangeleg, selvfølgelig. I Daggry er der plads, tid og rum til det enkelte barn, som er i en så fundamental fase af deres liv dannelsesmæssigt. De små er i fuld gang med at danne deres kerneselv og kategorisere verden. De erfaringer, som de gør sig i den alder, særligt i forhold til det sociale og den måde, som andre møder dem på, er så afgørende for, hvordan de udvikler sig som mennesker. Det er tilknytningsteorien: at vores tidlige tilknytningsmønstre er afgørende for, hvordan vi senere i livet knytter bånd med andre mennesker. Det er selvfølgelig primært med forældre, men også med andre vigtige sekundære omsorgspersoner. Og som dagplejemor eller privat børnepasser, er jeg sammen med dit barn i mange timer i løbet af en uge. Derfor er det også vigtigt for dit barns trivsel og udvikling, at barnet og jeg knytter et tæt og trygt bånd. Og det er selvfølgelig også meget vigtigt, at I som forældre er trygge ved mig.


Så ring eller skriv til mig. Så kan vi aftale et besøg, så vi kan kigge hinanden i øjnene og mærke efter, om det er det rigtige match.